


SALA-LO´s Fællesudvalg om øget beskæftigelse har i 2008-9 gennemført et seniorprojekt. Her har en række pilotvirksomheder udviklet seniorprojekter med lokal forankring. I alt 90 virksomheder har deltaget, og heraf har vi interviewet tre. Desuden har vi stillet en aldringsforsker nogle relevante spørgsmål. Alle interviews er lagt ud på www.youtube.com, og der er links til dem her fra siden. Filmene er instrueret og produceret af Ebbe Kyrø, Nexus Kommunikation A/S
Nogle medarbejdere oplever overgangen til seniorperioden som fyldt med følelser og tabu. Andre oplever overgangen som en naturlig udvikling. Samtidig ønsker virksomhederne at høste af seniormedarbejdernes lange erfaringer, så de ikke taber kostbar viden – og dermed konkurrenceevne. Det kan lykkes at få alle disse ender til at mødes, hvis virksomhedens ledelse og medarbejdere har fastlagt en egentlig seniorpolitik. Derved bliver emnet lettere at tale om og forholde sig til.
Heden Maskinforretning, Fyn
Adm. dir. Lars Kristiansen fortæller om, hvordan virksomheden har flyttet fokus fra afvikling til udvikling af seniormedarbejderne. Tidligere talte man ikke om overgang til den 3. alder, og måske gik megen viden tabt, fordi seniormedarbejderen ikke ville dele sin viden med yngre kolleger af frygt for at miste sit arbejde. Landbrugsmeka-niker Peter Bromann fortæller, hvorfor det også er en fordel for de yngre kolleger, at virksomheden nu har fået en seniorpolitik.
Se hele videointerviewet på Youtube.
Arla, Transportdivision Vestjylland, Videbæk
Hos Arla fortæller de i transportdivisionen om indførelsen af deres seniorpolitik i foråret 2010. I førerhuset på en af de store lastbiler fortæller kørselsleder Peter Sørensen og fælles-TR Poul Gerhard Nielsen om, hvor vigtigt det er, at en seniorpolitik udvikles ud fra diskussioner på den enkelte virksomhed. På den måde får alle ejerskab til politikken, og den bliver kendt i hele organisationen.
Se hele videointerviewet på Youtube.
Arla, Slagelse Mejericenter
På Slagelse Mejericenter har det altid været kutyme at ansætte alt personale på fuld tid. Nu lader man seniormedarbejdere tage en række valg om deres sidste arbejdsår, så overgangen kan blive god for både den ansatte og virksomheden. Centerleder Helle Jürgensen og tillidsrepræsentant Jens Peter Petersen fortæller om, hvordan de har fået udarbejdet skemaer til dialogsamtaler og udviklet obligatoriske medarbejdermøder for alle over 57 år.
Se hele videointerviewet på Youtube.
Aldringssforskeren om overgangen til den 3. alder
Dr.med. Henning Kirk har gjort aldringsforskning til sit speciale. Hans seneste bog handler om, hvordan man kan holde hjernen i gang. I videoen kommer han med nogle konkrete råd om, hvordan man kan forberede sig på overgangen til den 3. alder.
Se hele videointerviewet på Youtube.